| | SITEMAP | PRINT | ENGLISH | |  |
||||
|
|
Hahnemann – grundlæggeren af homøopatien
Til trods for at være en prominent læge og kirurg, udtrykker Hahnemann ærligt sin beskedne tiltro til de almindelige medicinske metoder og konstaterer, at de fleste af hans patienter ville klaret sig ligeså godt, eller endda bedre uden hans bistand. Uoverensstemmende praksis samt en generel vildfarelse inden for det medicinske fag, var langt under Hahnemanns ideal om en helbredende terapi, og modviljen var stor til fortsat at praktisere denne unuancerede profession. Han havde familien at forsørge, men på den anden side var Hahnemann også et uforfalsket og samvittighedsfuld menneske. Erindringen af hans faders ord ”accepter aldrig noget i videnskaben, indtil det er blevet bevist at rumme sandheden gennem tilbundsgående udforskning” bevirker at han fratræder sin stilling i efteråret 1784. Han besluttede derefter egenhændigt at efterforske, om ikke en eller anden lov eksisterede, hvormed menneskehedens sygdomme med sikkerhed kunne kureres. Det er nemt at forstå at Hahnemann, oversætteren, filologen, kemikeren og kirurgen, som var vant til de arbitrære principper som hersker i sprog og kemi, var ærgerlig over slapheden og forvirringen i de såkaldte medicinske principper og love. Og glem ikke at det var en reaktion fra en yderst dygtig læge og kirurg, som oven i købet var bedre orienteret og belæst i de forskellige ideologier og medicinske bøger end de fleste af hans kollegaer. Så derfor, selvom hans hjerte blødte i ønsket om at gøre godt og hans kærlighed for den medicinske videnskab var stor, forhindrede ærligheden ham i fortsat at praktisere.
”Jeg tog, som en del af et eksperiment, to gange om dagen fire dram ren China (Peruviansk Bark). Mine fødder og fingerspidser etc. blev først kolde. Jeg blev langsomt sløv og træt, derefter begyndte mit hjerte at palpitere (slå hurtigere), min puls blev hård og tynd, ulidelig ængstelse, jeg skælvede (dog uden kulderystninger), afkræftelse i alle lemmer, derefter pulseren i mit hoved, røde kinder, tørst og kort fortalt, alle de symptomer som normalt karakterisere periodisk feber meldte deres tilsynekomst, en efter en. Kun af kort varighed var disse symptomer, - selv de symptomer som regelmæssigt forekommer men også de karakteristiske, - som sløvheden i sindet, en form for stivhed i alle lemmer, men frem for alt, en følelsesløs ubehagelig fornemmelse, som synes at have ophold i periosteum af alle knoglerne i kroppen, - alle disse symptomer viste sig”. Denne første såkaldte homøopatiske prøvning gav anledning til mange flere eksperimenter med et utal af stoffer og substanser, og homøopatien udviklede sig til at blive et fremragende, præcist og ekstremt videnskabeligt.
|
||||
Dr. Samuel Hahnemann blev født i 1755 i en lille by tæt ved Dresden i Tyskland. Som søn af en porcelænsdesigner, voksede han op under beskedne forhold, hvilket betød at hans elementære skoletræning blev varetaget af hans forældre. Senere fik han dog lov til at deltage i den lokale skoles undervisning, hvor hans litterære og sproglige talent hurtigt blev opdaget og fremelsket. Som tolvårig underviste Hahnemann i græsk, til stor fascination for både elever og lærere. Som tyveårig rejste Hahnemann til Leipzig for at studere medicin, hvilket blev startskuddet på en eminent karriere inden for dette felt. Efter et par år i Leipzig bragte hans søgen efter yderligere studiemæssige udfordringer ham til Wien. I Wien bliver han gode venner med prinsens læge, og får derved adgang til masser af lærdom samt lejlighed til at behandle mange patienter. Det er en meget taknemmelig Hahnemann der tilegner sig viden på dette høje niveau. Dog bringer omstændighederne ham fra Wien til Transsylvanien, hvor Baron von Bruckenthal sætter pris på unge Hahnemanns hjælp som både lægestuderende og bibliotekar. I Baronens imponerende bibliotek studerede Hahnemann medicin, botanik og kemi på adskillige sprog, hvilket senere blev signifikativt for hans videre karriere og udviklingen af de homøopatiske principper. I 1779 består han afgangseksamen i medicin og drager til Hettstadt, en lille mineby. Efter kun ni måneder fraflytter han Hettstadt til fordel for Dessau. I Dessau fordyber Hahnemann sig i kemiens forunderlige verden, hvilket i mange år berømmede hans navn og beviste et genialt sind. Faktisk bliver mange af Hahnemanns kemiske forbindelser og kompositioner stadig brugt i den konventionelle medicinske industri den dag i dag. I 1791 flytter han til Gommern, hvor han udvider sin praksis og gifter sig med sin første kone, den nittenårige Johanna Henrietta Leopoldina Kuchler. 
I syttenhundredetallet var vigtigheden af hygiejne, motion og korrekt ernæring kun liden kendt, men Hahnemann var en strikt discipel af korrekte livsstilsvaner og den første læge i Nordeuropa, der introducerede, samt inkorporere disse koncepter ind i den medicinske profession. Selvom han nød stor respekt og succes på grund af hans hygiejniske metoder, samt det faktum, at han uden tvivl var en yderst kompetent læge, følte han sig mere og mere utilfreds med de rå og grove metoder, som allopatiske medicin er. Ydermere følte han også at attituden inden for den konventionelle allopatiske lægeverden var grov og arrogant og allerede tidligt i sin karriere, har han dette at sige:
I stedet helligede han det meste af sin tid til kemien samt oversættelse af medicinske, kemiske og botaniske værker fra både fransk, engelsk, græsk og latin i et forsøg på at forsørge sin familie. I 1789 er Hahnemann den dygtigste medicinske oversætter i Tyskland, og selvsagt er det ham, der får tildelt opgaven at oversætte Dr. Cullens nye materia medica (bog indeholdende beskrivelse af forskellige mediciner). Dr. Cullen var en autoritet indenfor materia medica området, en erfaren underviser, en talentfuld kemiker og en populær foredragsholder i Skotland. I hans materia medica dedikerer Dr. Cullen tyve sider til Peruviansk Bark, hvor han beskriver den terapeutiske effekt i behandlingen af periodiske og remitterende feber (malarialignede feber). Hahnemann var imponeret over brugen af denne bark, hvilken han var bekendt med, som følge af han lægelige baggrund. Han beslutter derfor at prøve visse eksperimenter for at afgøre effekten af Peruviansk Bark i en sund menneskekrop. Dr. Cullen havde givet forslag til brugen af dette medicin i forhold til at forhindre og nedsætte temperaturen i febertilstande, så overraskelsen var stor da Hahnemann, efter indtagelsen af barken, udvikler de præcis samme symptomer, som Dr. Cullen beskriver barken skulle kurere. Her er hvad Hahnemann sagde om sin første homøopatiske lægemiddels prøvning: 